Nyhed

Legendarisk rocktrommeslager er død

Frank Beard fra ZZ Top blev i sidste uge indlagt på hospitalet. Nu er han gået bort.

Mandag den 11. august blev trommeslageren Frank Beard fra det amerikanske bluesrockband ZZ Top indlagt på hospitalet.

Nu fortæller bandet, at musikeren mandag den 17. august gik bort på et hospice nær sin ranch i Richmond, Texas. Det skriver BBC.

Læs også: Trommeslager i legendarisk rockband aflyser turné


"I dag mistede Elwood og jeg en god ven og samarbejdspartner, og verden mistede en af de mest naturligt innovative trommeslagere og en stor og ægte søn af Texas," lyder det fra bandkammerat Billy Gibbons på Facebook.

Frank Beard blev 77 år og døde omgivet af sin familie. Den præcise dødsårsag er dog ikke blevet offentliggjort endnu.

ZZ Top blev dannet i 1969, hvorefter Frank Beard sluttede sig til gruppen senere samme år efter udgivelsen af deres første single, "Salt Lick".


Sammen med resten af bandet, herunder sanger og guitarist Billy Gibbons og bassist Dusty Hill, har gruppen udgivet 15 album og er blandt andet kendt for hits som "Gimme All Your Lovin'", "Sharp Dressed Man" og "La Grange".

Læs også: Courtney Love “døde næsten” i 2019

"Hans karakteristiske backbeat var afgørende for at holde ZZ Top på toppen. Bandet, som han var en del af i seks årtier, kommer til at fortsætte, som han havde ønsket," lyder det i samme opslag fra Billy Gibbons.


Nyheden kommer efter, at bandets tidligere bassist Dusty Hill døde tilbage i 2021, hvorefter Elwood Francis overtog rollen som bassist.

Til trods for efternavnet var Frank Beard det eneste medlem af den klassiske trio, der ikke havde det lange, ikoniske skæg, som ZZ Top ellers er kendt for. I stedet blev han kendt som "The Man With No Beard".

Frank Beards død betyder samtidig, at ZZ Top har aflyst to koncerter i denne uge. Bandet planlægger dog at fortsætte turnéen senere på ugen, hvor de vil spille to koncerter i Austin.


Her skal trommeslager Michael Monahan, spille istedet for Frank Beard.

ANNONCE