Nyhed

Live Nation-ejet musikmedie fyrer ansatte på stribe: "Et knusende slag"

Nedskæringerne på musikmediet Veeps, bliver nu kaldt for et alvorligt problem for den internationale uafhængige musikjournalistik.

De fleste kender nok Live Nation for deres rolle som koncertarrangør, men musikgiganten står også bag virksomheden Veeps, der står bag en stor række internationale musikmedier.

Nu er det kommet frem, at selskabet har fyret syv musikjournalister fra medierne BrooklynVegan, Alternative Press, Revolver og Goldmine. Det bliver kaldt et knusende slag mod den uafhængige musikpresse. Sådan skriver Music Business Worldwide.

Læs også: Live Nation udvider endnu en gang: Køber tre store spillesteder 


"RIP Brooklyn Vegan. Helt ubegribeligt. Jeg tænker på alle de fantastiske mennesker der og den enestående musikdækning, de har leveret gennem årene. Fuldstændig respektløse og idiotiske handlinger fra Veeps", skriver Jacob Daneman, der er skribent på musikmediet Pitch Perfect på X, efter at nyheden om nedskæringerne begyndte at sprede sig.

Ifølge Music Business Worldwide er der omkring 25 redaktionelle medarbejdere tilbage på tværs af redaktionerne. En kilde, som mediet har talt med, fortæller at nedskæringerne kommer som en del af en større omorganisering af den redaktionelle virksomhed.

Læs også: Smukfest-grundlægger stopper efter 46 år


"Opsigelserne er et knusende slag mod den uafhængige musikjournalistik og hele musikøkosystemet, eftersom mange artister bruger disse kanaler til at få eksponering og komme i kontakt med publikum," fortæller journalist Oscar Areliz på mediet Pollstar.

Nedskæringerne hos Veeps er ikke de eneste, man har set globalt de seneste år. Flere musikvirksomheder har reduceret eller skilt sig af med redaktionelle publikationer, som de ejer, på trods af at den øvrige virksomhed er vokset.

For eksempel solgte Warner Music Group i 2024 medievirksomheder som Uproxx og HipHopDX.


Denne artikel blev oprindeligt udgivet på GAFFA NO, før den blev oversat af den danske redaktion og udgivet på GAFFA DK.

ANNONCE