Gruppen er ikke længere velkommen i landet efter en koncert forleden.
To medlemmer af Massive Attack har nu fået indrejseforbud i Singapore efter at have vist et palæstinensisk flag ved deres koncert på The Star Theatre i landets hovedstad Singapore 29. juli, skriver NME.
I Singapore kræver det en særlig tilladelse at vise udenlandske nationale symboler offentligt. Hvis reglerne overtrædes, kan det føre til en bøde svarende til omkring 2500 danske kroner, men også en fængselsstraf på op til seks måneder.
Læs også: Massive Attacks forsanger er arresteret i Palæstina-demonstration
Gruppen forlod landet efter koncerten for at fortsætte deres turné, og de er altså ikke velkomne igen.
Ifølge en udtalelse fra politiet og den lokale myndighed Infocomm Media Development Authority, citeret af Channel News Asia, blev to unavngivne medlemmer af gruppen – at dømme efter videoer de to hovedkræfter Robert "3D" Del Naja og Grant "Daddy G" Marshall – undersøgt "for at støtte en politisk sag og for at udrulle et fremmed flag", og de fik også en advarsel – og har nu fået indrejseforbud.
Under koncerten skulle Massive Attack desuden have fortalt publikum, at de havde fjernet en sang fra sætlisten for at følge "lokale love", fortalte en gæst til NME. Gruppen afslørede dog ikke, hvilken sang der var tale om. Ifølge setlist.fm drejede det sig om en coverversion af den sydkoreanske protestsang "Regret of the Times" af Seo Taiji and Boys. En sang, de også spillede, da de optrådte i Royal Arena i juni.




