Den amerikanske metalgruppe Demon Hunter har sagsøgt Netflix, efter flere gange at være blevet forvekslet med bandet fra den populære film K-pop Demon Hunters.
Det har været svært at komme uden om navnet KPop Demon Hunters, siden den populære animefilm udkom sidste år.
Måske lidt for svært, hvis man spørger det kristne metalband Demon Hunter, der nu har lagt sag an mod Netflix for at have efterlignet deres navn. Det skriver BBC.
Læs også: Tupacs aske blev rullet til en joint og røget af hans mor
Demon Hunter, der har eksisteret i 25 år, skriver i sagsanlægget, at lighederne mellem de to navne allerede har skabt stor forvirring blandt gæsterne til deres koncerter.
Blandt andet skulle en person angiveligt have brugt hvad der svarer til omkring 3.200 kroner på billetter til en koncert med gruppen i New York. Billetter, som vedkommende troede var til det populære animeband.
Demon Hunters manager er derudover blevet kontaktet af en tv-producer, som troede, at han havde fået fat i folkene bag K-pop Demon Hunters. Samtidig fortæller gruppen, at de flere gange er blevet tagget i opslag på sociale medier, der handlede om filmen.
Læs også: Kpop Demon Hunters giver magten til pigerne, men fritager industrien for ansvar
Nu mener Demon Hunter, at ligheden mellem de to navne er så stor, at det er blevet decideret skadende for dem.
Bandet har derfor bedt en amerikansk domstol om at stoppe Netflix i at bruge navnet KPop Demon Hunters i forbindelse med indspillet musik, liveshows og merchandise. Derudover kræver de en økonomisk erstatning, men hvor meget de præcis forlanger, er endnu ikke blevet fastlagt.
Animefilmen KPop Demon Hunters udkom tilbage i 2025, hvor man i filmen følger teenagegruppen Huntr/X, der lever et dobbeltliv som både K-pop-stjerner og dæmonjægere.
Filmen blev hurtigt en kæmpe succes og er i dag den mest sete originale Netflix-film nogensinde.
Selve musikken fra filmen er siden da blevet afsindig populær. Blandt andet vandt sangen "Golden" fra filmen prisen for bedste originale sang ved både Golden Globes og Oscar-uddelingen i 2026. I dag har KPop Demon Hunters omkring 27 millioner månedlige lyttere på Spotify.
Næste år er der planer om, at animebandet skal tage på en global livekoncert. Derudover bliver der lige nu brygget på en opfølgning til den populære film.





