Nyhed

Nu er der faldet dom: Odense Kommune har krav på erstatning fra frivillige

Efter den tidligere spillestedsleder er dømt for svindel, kan seks frivillige bestyrelsesmedlemmer nu også ende med en personlig regning.

Odense Kommune har sagsøgt den tidligere leder af spillestedet Kansas City og seks bestyrelsesmedlemmer, fordi foreningen gennem flere år havde fået udbetalt for meget i kommunalt tilskud.

Nu kan de seks tidligere frivillige bestyrelsesmedlemmer i Odense Øvelokaleforening ende med selv at skulle betale for kommunale tilskud, som foreningen fik udbetalt på et forkert grundlag. Det skriver Kulturmonitor.

Læs også: Anne Linnet nægter at give op i kontrovers med kommunen


Sagen handler om tilskud i perioden 2018 til 2023, hvor den tidligere Kansas City-leder Thomas Aarup ifølge retten manipulerede foreningens medlemslister. Det fik foreningen til at modtage for meget i tilskud fra Odense Kommune.

Thomas Aarup blev tidligere i år idømt to år og seks måneders fængsel for svindlen.

Nu har Retten i Odense fastslået, at de seks tidligere bestyrelsesmedlemmer også hæfter over for kommunen. Kommunen kan derfor kræve pengene fra bestyrelsesmedlemmerne, selv om det var Thomas Aarup, der ifølge dommen manipulerede medlemslisterne.


Hvis bestyrelsesmedlemmerne betaler kommunen, skal Thomas Aarup ifølge dommen betale pengene tilbage til dem. Retten fastslår dermed, at Thomas Aarup bærer ansvaret for de beløb, bestyrelsesmedlemmerne eventuelt skal betale.

Bestyrelsesmedlemmernes advokat overvejer nu, om dommen skal ankes.

ANNONCE