Genesis-stjernen fortæller nu, hvor tæt han var på at miste livet tilbage i 2024 efter at have været indlagt på et hospital i syv måneder.
Phil Collins var i 2024 så alvorligt syg, at hans familie blev bedt om at komme til hospitalet for at sige farvel til ham.
Det fortæller den tidligere Genesis-forsanger og trommeslager nu i et interview med The Sunday Times. Her beskriver den 75-årige musiker, hvordan et langt liv med alkoholmisbrug næsten endte med at koste ham livet.
Læs også: Phil Collins teaser comeback efter flere års sygdom
"De var alle bekymrede for, at de ikke ville se mig igen. Det kunne være gået frygtelig galt," fortæller Phil Collins i interviewet.
Phil Collins blev første gang indlagt på et hospital i Schweiz tilbage i november 2023 i forbindelse med sit alkoholmisbrug, hvor han i alt tilbragte syv måneder i behandling.
Da hans tilstand blev forværret tilbage i april 2024, blev situationen så kritisk, at hans manager valgte at kontakte hans fem børn.
"Der skulle træffes nogle beslutninger: 'Skal vi holde Phil i live med livsforlængende behandling?' Mine nyrer var ved at svigte, og mine organer var simpelthen ved at lukke ned. Folk kom for at sige farvel til mig. Men jeg kan ikke huske, at de kom. Jeg anede ikke, hvad der foregik," fortæller musikeren senere i interviewet.
Han kalder sig selv heldig over at have overlevet forløbet og fortæller samtidig, at han siden da ikke har drukket.
Læs også: Phil Collins åbner op om sygdommen, der tvang ham væk fra musikken
I år står Phil Collins til at blive en del af Rock & Roll Hall of Fame som soloartist, hvor han sammen med resten af årets nye medlemmer bliver optaget ved en stor ceremoni den 14. november. Musikeren har dog også tidligere fået en plads som en del af Genesis tilbage i 2010.
Selvom han har fået det bedre siden 2024, fortæller han dog, at han stadig ikke har planer om at optræde til optagelsesceremonien.
"Man skal være i kampform for at gøre den slags. Man kan ikke bare gå på scenen – man skal øve, og hvis man ikke har sunget, vil stemmen være helt færdig," siger han i interviewet.
Han tilføjer dog, at han ikke helt har afskrevet muligheden for at optræde live igen i fremtiden.




