"Jeg glæder mig som et lille skovsvin," lyder det fra den populære musiker, der nu fortæller, at han tager nogle venner med på Bøgescenerne.
Hvis man ikke i forvejen glædede sig til at høre Simon Kvamm på Smukfest, har den populære musiker nu givet folk endnu en grund til at se frem til koncerten på torsdag.
I en ny video på Instagram fortæller han nemlig, at han har mere end én overraskelse gemt oppe i ærmet.
Læs også: Simon Kvamm kunne skrive tykke lærebøger om, hvordan man får publikum med sig
“Jeg har et par enkelte venner med. Ingen rappere dog, de holder ferie. Men et par venner og et par overraskelser. Jeg glæder mig som et lille skovsvin,” lyder det fra musikeren i videoen.
Simon Kvamm er i øjeblikket i gang med en omfattende kirketurné, der går under titlen Alle Sangene, som han startede på sidste år i forbindelse med sin 50-årsfødselsdag.
Turnéen blev undervejs udvidet med en stor koncert i Royal Arena i februar. Her skrev vores anmelder, at “hans superstjernestatus er fuldt fortjent. Og han er formodentlig ikke færdig med at overraske.”
Selvom koncerten på Smukfest stikker lidt ud fra kirkekoncertprogrammet, fortæller festivalen dog, at det er den samme nærvær, man kan forvente til koncerten.
"Hold da kæft, jeg glæder mig til at ramme alle bøgetræerne med Alle Sangene. Det er jo min kirketur, der har et lille ekstra stop, et underligt et, her på Smukfest. Det gør vi, fordi alle de her bøgetræer på en eller anden måde hænger sammen med Alle Sangene," fortæller Simon Kvamm i samme video.
Læs også: Simon Kvamm: "Jeg havde lyst til at lave noget mere, men på en ny måde"
Koncerten finder sted torsdag den 6. august klokken 14.00 på Bøgescenerne og er Simon Kvamms eneste sommeroptræden med Alle Sangene.
Derudover turnerer han samtidig med Hugorm, som blandt andet har spillet til både Grøn Koncert, Heartland og Samsø Festival.





