Det danske band slog årets rekord med det største publikum på Smukfest, da de spillede lørdag aften.
The Minds of 99 var blandt årets helt store navne på Smukfest, og koncerten lørdag aften tiltrak festivalens største publikum.
Det store fremmøde skabte dog også problemer flere steder foran Bøgescenerne, hvor 10 gæster blev klemt i menneskemængden og måtte hjælpes ud.
Læs også: Anmeldelse: The Minds of 99 var ikke storhedsvanvid på Smukfest. Det var bare storhed
De pågældende gæster blev hjulpet over afspærringen og ind bag scenen, hvor de kunne komme væk fra presset.
"De blev virkelig forskrækkede, både gæsterne og de frivillige, og det tager vi hånd om nu," siger Smukfests sikkerhedschef Thomas Rydahl.
Ingen af gæsterne kom ifølge Smukfest til skade under koncerten.
Festivalens sikkerhedsfolk var samtidig i kontakt med The Minds of 99 under koncerten, hvor forsanger Niels Brandt blev bedt om at minde publikum om at passe på hinanden.
Trods problemerne med trængsel blev koncerten en stor succes for The Minds of 99. Gruppen modtog fem stjerner fra GAFFAs anmelder, der blandt andet skrev, at de "var ikke storhedsvanvid på Smukfest. Det var bare storhed."
The Minds of 99 stod for årets største koncert med anslået 38.000 gæster, oplyser Smukfest.




