Nyhed

Twisted Sister-sanger anklager Ozzy Osbourne for ikke at have skrevet sine egne sange

Dee Snider beskylder rocklegenden for at have fået sine bassister til at skrive alle sangtekster. Nu forsvarer Kelly Osbourne sin fars musikalske arv.

Den tidligere Twisted Sister-sanger Dee Snider har anklaget Ozzy Osbourne for ikke at skrive sine egne sange, hverken i Black Sabbath eller til sit solomateriale. Det skriver Consequence.

Nu svarer Osbournes datter, Kelly Osbourne, på kritikken.

Konflikten startede, efter at Dee Snider skrev en kommentar på X om den tidligere Motörhead-sanger Lemmy Kilmisters og Black Sabbath-bassist Bob Daisleys bidrag til Ozzy Osbournes sangskrivning.


Læs også: Slipknot bekræfter: Sid Wilson er fyret efter 28 år

"Ozzy fik altid bassisterne til at skrive sine tekster. Geezer Butler skrev alle teksterne til Black Sabbath. Daisley skrev tekster til de to første soloalbum," fortsatte Snider.

Kelly Osbourne reagerer nu på beskyldningerne.


"Min fars arv som musiker, sangskriver, sanger og leder taler for sig selv. Hans venner, samarbejdspartnere og millioner af fans verden over, som stadig køber hans plader, ved præcis, hvad han betød, hvad han bidrog med, og hvad han efterlod sig," skriver datteren Kelly Osbourne på sin Instagram-story.

Hun delte efterfølgende et længere indlæg, hvor hun skrev, at Dee Snider ikke har udgivet et hit i over 40 år med henvisning til Twisted Sisters "We're Not Gonna Take It" fra 1984 og derfor ikke har ret til at kritisere Ozzy Osbourne.

Hun skriver samtidig, at det er "knusende" overhovedet at sammenligne Ozzy Osbournes og Dee Sniders karrierer.


"Snider havde en kort periode med popularitet for 40 år siden. Min fars karriere strakte sig over næsten seks årtier, fra at være en del af at definere heavy metal sammen med Black Sabbath til at bygge en ekstraordinær solokarriere. Hans musik vil fortsætte med at påvirke os i mange generationer, efter at vi alle sammen er gået bort."

Black Sabbath har spillet sammen siden 1968 og er kendt for hits som "Paranoid", "Iron Man" og "War Pigs". Ozzy Osbourne spillede sin sidste koncert med bandet i sin hjemby Birmingham i England den 5. juli 2025, kort før sangeren gik bort.

ANNONCE