Nyhed

7 ud af 10 unge føler sig utrygge i musikbranchen

Ny undersøgelse viser, at hele 70 procent af britiske unge har følt sig utrygge ved at arbejde i musikindustrien.

Det er ingen hemmelighed, at musikbranchen døjer med en række problemer, når det kommer til både arbejdsvilkår og ligestilling.

Det er også konklusionen i en ny rapport, Misogyny In Music, lavet af den britiske organisationen Youth Music, der arbejder for at støtte unge i musiklivet. Undersøgelsen viser nemlig, at stadig flere unge føler sig utrygge ved at være en del af musikindustrien.

Læs også: Andelen af kvindelige Grammy-vindere tager et drastisk dyk


Rapporten tager udgangspunkt i 19 britiske personers fortællinger samt en meningsmåling lavet blandt 50 deltagere.

Resultaterne viser, at mange unge har oplevet at være i utrygge musikmiljøer, at være blevet underbetalt for deres arbejde eller at have oplevet diskrimination.

Derudover overvejer 75 procent af de adspurgte helt at opgive deres ambitioner for musikken.

Der er dog et lyspunkt at hente i rapporten. Hele 85 procent af deltagerne i undersøgelsen føler sig nemlig inspireret til at fortsætte, når andre artister taler højt om forholdene i musikindustrien. Her bliver blandt andet Raye fremhævet som en inspiration.

Læs også: Ingen mand kan knække Raye – selvom der er mange, der har prøvet


Raye har nemlig ofte talt ud om de ringe forhold for musikere, som hun ser i branchen.

“Der er de her CEO’er og store labels, der lever smukke liv i deres kæmpe Chelsea-palæer, mens sangskriverne, som de får alle deres penge fra, er ruinerede og ikke har mulighed for at betale deres husleje,” fortalte Raye til Rolling Stone tilbage i 2024.

Carol Reid, der er programdirektør i Youth Music, opfordrer med rapporten til at gøre op med den uligheden hun ser i branchen.


"Alt for ofte er udnyttelse og ulighed hverdagskost for unge, der forsøger at slå igennem i musikbranchen, hvor marginaliserede unge bliver ramt hårdest," fortæller hun til NME og fortsætter senere.

"Reel forandring kræver, at hele musikmiljøet arbejder sammen og bevæger sig fra en tavs accept til en kultur med fælles ansvar. Vi håber, at denne rapport giver folk den selvtillid, klarhed og de konkrete redskaber, de har brug for, for at kunne være med til at skabe tryggere og mere retfærdige arbejdsmiljøer for unge kreative."

ANNONCE