AI møder massiv modstand i musikbranchen. Alligevel går Black Eyed Peas-musikeren imod strømmen og forsvarer teknologien.
Diskussionen om AI buldrer stadig derudaf – ikke mindst i musikindustrien, hvor emnet bliver vendt dagligt. Black Eyed Peas-musikeren will.i.am er en af de få, der forsvarer AI teknologien.
Læs også: 79 procent af alle musikere frygter AI
I et interview med CNBC udtaler han, at han ikke kan være for kritisk over for AI, da hans egen karriere er baseret på sampling. Han argumenterer for, at de to metoder kan sammenlignes, da de begge bygger på “lånt” materiale, som andre står bag.
Will.i.am siger samtidig, at musikere skal have den rette betaling, når AI-selskaber træner deres teknologi med data fra andre musikere.
Han forklarer, at det ikke kun er musikerne, der bliver overset. Han udtaler, at AI-udviklere bør få mere anerkendelse for deres arbejde.
“I kernen af AI musik er der en udvikler og selvom det er deres kunst, kan man ikke miskreditere deres kunst for at have skabt den algoritme, der skaber videre”, siger han og fortsætter:
“Ja, de har lånt fra musikken. De har trænet på hele det bibliotek, som mennesker har skabt, og det bør folk få betaling for.”
Læs også: For første gang: AI-sang topper svenske hitlister
Musikeren afslutter interviewet med en forudsigelse om fremtidens AI: “Om 20 år vil vi nå et punkt, hvor det vil have udviklet sig, og det ikke handler om at træne på gårsdagens musik.”
AI-genererede sange har sneget sig ind på de store streamingplatforme og er endda begyndt at toppe hitlisterne. I Sverige ramte den AI-skabte single “Jag vet, du är inte min” for nylig førstepladsen på streaminglisten.



