"Streets of Minneapolis" er en direkte reaktion på ICE-drabene, og på bare to dage har singlen nået toppen af den amerikanske hitliste.
Som reaktion på ICE-drabene af to amerikanske borgere har Bruce Springsteen skrevet en protestsang, der er gået verden over. Og på bare to dage er den blevet den mest solgte sang i USA.
"Streets of Minneapolis" debuterede nemlig som nummer ét på den amerikanske Digital Song Sales-liste. Det oplyser Billboard, som fortæller, at sangen i ugen frem til den 29. januar havde solgt 16.000 downloads i USA – bare én dag efter udgivelsen.
Læs også: Bruce Springsteen udgiver ny protestsang mod ICE
Bruce Springsteen skrev og indspillede sangen som reaktion på dødsfaldene på Renée Good og Alex Pretti i Minneapolis tidligere i januar. Begge hændelser hænger sammen med de amerikanske immigrationsmyndigheders massive tilstedeværelse i Minnesota.
"Streets of Minneapolis" er en direkte kritik af både Donald Trump og ICE, som Bruce Springsteen tidligere har beskyldt for at bruge “Gestapo-lignende metoder”.
På sangen kan man høre ham synge: "Trump’s federal thugs beat up on his face and his chest," før nummeret kulminerer med linjen "Then we heard the gunshots, and Alex Pretti lay in the snow, dead."
Ifølge Billboard er det første gang, Bruce Springsteen topper Digital Song Sales-listen, som blev lanceret i 2004. Det er samtidig første gang, han overhovedet er i top 20 på listen. Hans hidtil bedste placering var en 22.-plads i 2024, hvor han medvirkede på Mark Knopflers projekt "Going Home (Theme From Local Hero)".
Læs også: Bruce Springsteen fordømmer ICE: De bruger "Gestapo-metoder"
Ud over salget har "Streets of Minneapolis" også klaret sig stærkt på streaming og radio listerne. På blot to dage opnåede sangen 678.000 streams i USA og nåede ud til et radiopublikum på 175.000 lyttere. Kombinationen af salg, streaming og tidlig radiotidspilning betyder, at nummeret også debuterer som nummer 20 på Hot Rock & Alternative Songs-listen.





