Nyhed

De første navne er klar til Fredagsrock – Flo Rida kommer til Danmark

Koncertsæsonen i Tivoli skydes blandt andet i gang af den internationale hitmager Flo Rida og den dansk favorit Pil.

Er du vild med hits som "Good Feeling" og "Right Round"? Eller er du mere til dansk pop som "Dronning af Månen"? Så er der godt nyt på vej.

Tivoli har nemlig offentliggjort de første fire navne til årets Fredagsrock.

Læs også: Heartland afslører fem nye navne


Blandt de fire første navne er den amerikanske rapper Flo Rida, der vender tilbage til Tivoli den 7. august. Sidst han stod på Plænen, var det i 2012, og ifølge kunstneren selv er gensynet længe ventet.

"Jeg husker energien fra 2012, sidste gang jeg optrådte i Tivoli, som var det i går, og jeg er klar til at tage det til et endnu højere niveau denne gang," siger Flo Rida og tilføjer: "I er ikke mine fans, I er min familie! Jeg er fyldt med energi, jeg er taknemmelig, og jeg kan slet ikke vente med at feste med min udvidede familie i København igen," fortæller rapperen i en pressemeddelelse.

Ugen efter, den 14. august, er det Pils tur til at indtage Plænen. Den danske popstjerne har siden hun blev kåret som Årets P3 Talent i 2023 markeret sig som et stærkt live-navn med sange som "Nattely", "Dronning af Månen" og "Omvendt".


"Det er altid noget helt særligt at spille Fredagsrock i Tivoli," siger Pil, der fortsætter:

"Man får den der natte-københavnerbystemning med alle de smukke lys fra forlystelseshaven og så et publikum, der bare altid tager imod os med åbne arme og ører."

Læs også: Distortion Ø fuldender programmet med 40 nye navne


Dobbeltkoncert åbner sæsonen
Fredagsrock sæson bliver skudt i gang den 10. april med en dobbeltkoncert, hvor When Saints Go Machine og Spleen United deler scenen.

"Publikum kan glæde sig til en koncert, hvor vi giver alt. Vi spiller hver gang, som om det var vores sidste koncert," lyder det fra When Saints Go Machine.

Flere navne til Fredagsrock 2026 forventes offentliggjort senere.


ANNONCE