Over 150 af Europas største festivaler bliver styret af kun fire firmaer, viser ny rapport. Kritikere frygter, at det kan gå ud over mangfoldigheden og den kunstneriske frihed.
Live Nation har gennem længere tid mødt kritik for det, flere beskriver som en monopollignende position i det internationale musikliv.
Nu viser en ny rapport fra Live DMA, at koncertgiganten, sammen med tre andre multinationale selskaber, kontrollerer over 150 af Europas største festivaler.
Læs også: Kulturminister vil ikke gribe ind over for Live Nation
Udover Live Nation drejer det sig om AEG (Anschutz Entertainment Group), billetselskabet CTS Eventim og britiske Superstruct Entertainment.
Ifølge rapporten er Live Nation dog det største af selskaberne, med både den største omsætning og den bredeste tilstedeværelse i Europa. Superstruct ejer flest festivaler, mens AEG, og CTS har haft den største procentvise vækst i antal af ejede festivaler gennem de seneste par år.
Rapporten kommer i forbindelse med en undersøgelse af de forskellige selskabers udvikling fra 2022–2025, og i oversigten over stigningen i ejede europæiske festivaler fremgår det, at Live Nation er gået fra at eje 74 til 78 europæiske festivaler. I samme periode er Superstruct gået fra 34 til 63 europæiske festivaler, mens CTS er gået fra at eje 42 til nu at eje 51, og AEG er gået fra 5 til 10 festivaler.
Samtidig peger rapporten på, at flere af selskaberne har fået større kontrol over både spillesteder og billetsalg. Det kan ifølge DMA være med til at påvirke den kunstneriske uafhængighed, og lede til et mindre mangfoldigt kulturliv, hvis adgangen til musiklivet fortsætter med at blive koncentreret omkring få store aktører.
Læs også: Amerikanske politikere vil sætte en stopper for Ticketmasters billetmagt
Rapporten har skabt reaktioner blandt flere politikere, herunder europaparlamentsmedlem Emma Rafowich, som i en erklæring opfordrer til en større regulering af koncertmarkedet.
“Mere end nogensinde før kan man nu se hvor stor en dominans der er fra de store selskaber i livemusik-økosystemet, og det truer den kulturelle mangfoldighed og kunstnere- og producers uafhængighed”, forklarer hun og kommer i samme omgang med en opfordring til Europaparlamentet:
“Det er vigtigt at Europa handler på denne problematik, og gør sit for at begrænse ejerskabet af flere begivenheder inden for samme land eller på tværs af Europa, således at det kun ejes af én enkelt operatør.”




