Årets vært ved Grammy Awards, Trevor Noah, kunne ikke dy sig for både at nævne Grønland og Epstein-sagen.
Natten til mandag var toppen af den musikalske kransekage samlet for at hylde og blive hyldet ved årets Grammy Awards.
Læs også: Nordjysk band har vundet en Grammy
Værten var for sjette gang i træk Trevor Noah (komiker blandt andet kendt fra The Daily Show), som ikke var bleg for at sende stikpiller i Donald Trumps retning, og drillede præsidenten med både Grønland og Epstein-sagen.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Da sangeren Billie Eilish havde vundet prisen for Bedste Sang, benyttede Noah muligheden til at sende en stikpille afsted mod den amerikanske præsident.
“Det her er en Grammy, som alle kunstnere ønsker sig - næsten lige så meget som Trump ønsker sig Grønland, hvilket giver mening. Altså, fordi Epsteins ø er væk”, sagde værten.
Kommentaren kommer efter, at Trump flere gange har udtalt, at han ønsker Grønland under amerikansk kontrol “af hensyn til den nationale sikkerhedssituation”.
Trump har samtidig været belastet af sin relation til den dømte sexforbryder Jeffrey Epstein. Epstein ejede en ø, hvor der ifølge anklagemyndigheden foregik sexforbrydelser. Det er ikke bevist, at Trump har besøgt øen, og han har selv afvist det.
Sikkert er det dog, at Trump rejste med Epsteins privatfly otte gange mellem 1993 og 1996.
Trevors kommentar vil ifølge Trump få et retsligt efterspil.





