Nyhed

Hitmageren bag "Like a Virgin" er død

Billy Steinberg skrev nogle af 80’ernes største popsange for Madonna, Cyndi Lauper og Whitney Houston. Nu er den indflydelsesrige sangskriver gået bort.

Navnet Billy Steinberg ringer måske ikke en klokke med det samme. Men du har uden tvivl sunget med på noget af det, han har skrevet – såsom Madonna-hittet "Like a Virgin".

Nu er den indflydelsesrige sangskriver gået bort i en alder af 74 år. Det skete den 16. februar efter et længere kræftforløb, skriver Billboard.

Læs også: Bruce Springsteens protestsang går viralt – nu slår Det Hvide Hus igen


Gennem flere årtier leverede Billy Steinberg tekster til nogle af de mest ikoniske popsange i moderne tid.

Sammen med sin faste makker Tom Kelly skrev han blandt andet Madonnas gennembrudshit "Like a Virgin", der i 1984 blev hendes første nummer ét-hit. Duoen stod også bag Cyndi Laupers "True Colors", Whitney Houstons "So Emotional" og Bangles-hittet "Eternal Flame", som de skrev sammen med Susanna Hoffs.

Det er langt fra de eneste triumfer. Steinberg og Tom Kelly skrev også Heart-klassikeren "Alone", Divinyls’ "I Touch Myself" og Pretenders’ "I'll Stand by You".


Læs også: Kurt Cobains tragedie er myten, der nægter at dø

Fra bandforsanger til hitsangskriver
Billy Steinberg blev født i Californien. I starten forsøgte han sig som forsanger i bandet Billy Thermal. Gruppen fik dog aldrig selv deres store gennembrud, men en af deres sange, “How Do I Make You”, blev senere til et hit, da den amerikanske sanger Linda Ronstadt tog den til sig i 1980.

Kort efter indledte han samarbejdet med Tom Kelly. Her skrev Steinberg teksterne, mens Kelly stod for musikken, og sammen har de skabt en perlerække af pophits, der var med til at definere 80’erne og 90’erne. I 2011 blev makkerparret optaget i Songwriters Hall of Fame.


Tom Kelly trak sig fra sangskrivning i 90’erne, hvorefter Billy Steinberg fortsatte både solo og med andre sangskrivere. Han indgik blandt andet et samarbejde med Rick Nowels, som førte til Céline Dions hit-album Falling Into You, som vandt en Grammy.

I 00’erne var han med til at skrive JoJos "Too Little Too Late", t.A.T.u.’s "All About Us" og The Veronicas’ "When It All Falls Apart".

ANNONCE