Den verdenskendte popstjerne markerer “en milepæl” for Skive Festival.
Snart kan danske fans igen høre megahits som “Talk Dirty” og “Want to Want Me” live.
Verdensstjernen Jason Derulo lægger nemlig vejen forbi Skive Festival. Annonceringen kommer blot en uge efter, at hitmageren “fik det hele til at eksplodere i fest, flammer og fyrværkeri” med sin koncert i Royal Arena.
Læs også: 14 nye navne klar til Smukfest
Festivalen fortæller, at det her er en booking, som de er særligt stolte af.
“Jason Derulo er en fænomenal entertainer, der garanteret vil levere et show af international kaliber og løfte stemningen på Strandtangen til nye højder,” skriver festivalens formand, Michael Ejskjær, og fortsætter:
“Det her er en milepæl for Skive Festival og et bevis på vores ambition om at give vores publikum uforglemmelige oplevelser.”
Da Jason Derulo optrådte i Royal Arena den 13. februar, bød Miami-musikeren på “massive sanseindtryk, akrobatisk og stærkt seksualiseret dans, formfuldendt koreografi, stærke visuals og i det hele taget – en god kontakt mellem scene og publikum.” Sådan skrev vores anmelder, der kvitterede med fire stjerner.
Popstjernen tilslutter sig et program med navne som Lukas Graham, Annika, Rasmus Seebach og Gilli.
Jason Derulo spiller torsdag den 4. juni på den jyske festival, der strækker sig fra den 4. til 6. juni 2026.





