Nyhed

Kendrick Lamar sætter ny Grammy-rekord - overhaler Jay-Z

Med nattens store triumf skriver Compton-rapperen historie på flere måder.

Kendrick Lamar var nattens helt store vinder, da Grammy Awards løb af stablen i nat.

Her endte han med at tage hele fem statuetter med hjem og blev dermed den mest Grammy-vindende rapper i historien - og den femte mest Grammy-vindende artist nogensinde.

Læs også: Her er alle vinderne til Grammy Awards 2026


Med triumfen overhaler Lamar Jay-Z og skriver endnu et kapitel i Grammy-historien. Han er desuden den første rapper, der vinder Record of the Year to år i træk. Sidste år gik prisen til “Not Like Us” – diss-tracket, der spillede en central rolle i den meget omtalte Kendrick–Drake-beef.

Kendrick Lamar var nomineret i ni kategorier og var dermed også den artist med flest nomineringer ved årets Grammy-uddeling. 

Han vandt Best Rap Performance for “Chains & Whips” sammen med The Clipse og Pharrell Williams, Best Rap Album for GNX og Best Rap Song for “tv off”. Derudover modtog han to priser for “luther” sammen med SZA, nemlig Best Melodic Rap Performance og Record of the Year.


ANNONCE