Efter nye rap-optagelser spørger Gene Simmons: “Hvornår bliver Led Zeppelin optaget i hiphoppens Hall of Fame?”
Kiss-bassist Gene Simmons vil have hiphop-navne ud af Rock & Roll Hall of Fame. Det fortæller han i et interview med LegendsnLeaders.
Simmons siger, at han tidligere har diskuteret emnet med Ice Cube, der blev indlemmet i 2016 som en del af gruppen N.W.A.
Læs også: Kiss-bassist: Amerikanske musikere bliver behandlet "værre end slavere"
"Det (hiphop, red.) er ikke min musikgenre. Jeg kommer ikke fra ghettoen. Det taler ikke mit sprog. Jeg har sagt det mange gange før: Hiphop hører ikke til i Rock & Roll Hall of Fame – ligesom opera og symfoniorkestre heller ikke gør," siger Simmons.
Ifølge den ansigtsmalede bassist var Ice Cube uenig:
"Det handler om rock'n'roll-ånden."
Men det argument køber Simmons ikke.
"Okay, hvornår bliver Led Zeppelin så indlemmet i hiphoppens Hall of Fame?" spørger han retorisk i podcasten.
Kommentarerne falder, efter at flere rapnavne de senere år er blevet optaget i den prestigefyldte institution. Senest blev Outkast indlemmet i 2025.
I 2022 blev Eminem også inkluderet, hvor Rock & Roll Hall of Fames CEO, Greg Harris, forklarede:
"Hvis du lytter til hans musik, er den lige så hårdtslående som enhver heavy metal-sang. Det er et slag i brystet med et budskab, rytme og et band."




