Den svenske sanger tilføjer en fjerde koncert i DRs Koncerthuset på hendes kommende turné.
Lisa Ekdahl, kendt for hittet “Vem vet?”, har gæstet Danmark adskillige gange gennem sin 30 år lange karriere. Nu kan danske fans igen se frem til endnu en koncert som led i hendes aktuelle turné.
Læs også: Lisa Ekdahl vender tilbage til Danmark på velkendt scene
Ekdahl har nemlig netop annonceret endnu en koncert i DR Koncerthuset. Interessen for hendes første tre koncerter har været så stor, at der nu kommer endnu en koncert, fremgår det af en pressemeddelelse.
Den nye koncert finder sted 1. april og føjer sig til rækken af shows 29., 30. og 31. marts.
Lisa Ekdahl debuterede i 1994 med sit selvbetitlede album. Siden har hun udgivet 16 album, der byder på både jazz og pop.
Da sangeren besøgte Musikhuset Aarhus sidste år blev koncerten kvitteret med fem stjerner af GAFFAs anmelder, som skrev: "Det var hyggeligt at være hjemme hos Lisa Ekdahl, og det var tidløs svensksproget sangskrivning og musikerskab på højt niveau, hun serverede for os."
På “Alt det bedste”-turnéen byder hun på en række nedslag fra sin 30 år lange karriere. I København får hun selskab af Mathias Blomdahl (guitar og sang), Andreas Norden (bas og sang), Daniel Gahrton (klaver, saxofon og sang) samt Pontus Gillgren (trommer og sang).
Billetter til ekstra koncerten den 1. april 2026 kommer til salg onsdag den 18. februar klokken 10 på drkoncerthuset.dk




