Den newzealandske popstjerne donerer salget fra sine Minnesota-koncerter til immigrantstøtteorganisation.
ICE’s massive og hårdhændede tilstedeværelse i Minnesota har sendt bølger af opråb gennem det amerikanske musikliv.
Nu slutter Lorde sig til protestkoret og donerer hele sit merch-salg fra koncerterne i byen til lokale organisationer, der arbejder for immigrantrettigheder.
Læs også: Bruce Springsteens protestsang er den mest solgte i USA
Lorde spillede to koncerter i Minneapolis i oktober som en del af sin Ultrasound World Tour. Nu donerer hun omkring 204.000 dollars – svarende til knap 1,3 millioner kroner – til Minnesota Immigration Rights Action Committee og Immigrant Defense Network.
Det skrev hun i sin Instagram Story den 3. februar. Sammen med teksten delte hun et billede, hvor ordene “ICE Out” er skrevet på hendes hånd. Det fremgår af en artikel fra Billboard.
Organisationerne arbejder blandt andet med juridisk støtte til familier, der er ramt af ICE-razziaer, anholdelser og deportationer i Minnesota.
Donationen kommer i kølvandet på den massive uro, der har været i Minneapolis de seneste måneder, efter de mange ICE-razziaer i byen. I januar mistede to civile borgere, Renée Good og Alex Pretti, livet under to separate sammenstød med immigrationsmyndighederne.
Læs også: "Før jeg takker Gud, vil jeg sige ud med ICE" – Bad Bunny gav politisk lussing
Trump-administrationen har fastholdt, at betjentene handlede i selvforsvar, men videooptagelser fra øjenvidner har pustet til kritikken og udløst stor vrede blandt en række prominente musikere.
Bruce Springsteen har tidligere reageret ved at udgive protestsangen “Streets of Minneapolis”, mens Rage Against the Machine-guitaristen Tom Morello har arrangeret en støttekoncert i byen. Derudover bar flere stjerner, heriblandt Billie Eilish, Kehlani og Justin Bieber, badges med teksten “ICE Out” ved årets Grammy-uddeling.





