Oscar-vinderen er bekræftet til rollen i en længe ventet biografisk film om musik-ikonet.
Det bliver Meryl Streep, der kommer til at portrættere Joni Mitchell i en kommende biopic instrueret af Cameron Crowe.
Læs også: Da GAFFA ringede til Joni Mitchell
Oplysningen blev bekræftet af den legendariske plade-boss Clive Davis under hans årlige pre-Grammy-fest i Los Angeles, oplyser Rolling Stone.
Der spekuleres samtidig i, om Anya Taylor-Joy skal spille Mitchell i sine yngre år under hendes gennembrud i 1960’erne og 70’erne – en casting, der dog endnu ikke er officielt bekræftet.
Filmen har været under udvikling i flere år og er baseret på Crowes tætte relation til Mitchell, som går tilbage til 1979.
Ifølge instruktøren bliver biografien fortalt fra Mitchells eget perspektiv og trækker på hendes personlige arkiv af kostumer og instrumenter.





