Festivalen markerer sit femårsjubilæum med en annoncering, der spænder fra internationale til danske stjerner.
Den tre-dage-lange elektroniske københavnerfestival O Days vender endnu engang tilbage.
I år kan de fejre femårs-jubilæum og er nu klar med de 17 første navne til plakaten.
Læs også: Von Quar foreviger Vega-koncerter i "Danmarks korteste spillefilm"
Hele 11 navne er internationale og tæller blandt andre Disclosure, Mall Grab og Nia Archives. Derudover kan gæsterne se frem til dj-sæt fra både Yaeji og The Dare.
"I år markerer O Days sit femårsjubilæum som festival, og derfor har det været vigtigt, at årets første musikannoncering både er reflekterende og peger fremad." siger Theodor Clausen, der er booker ved O Days.
Blandt de danske navne finder man Mona Moroni, der er kendt for deres bløde 80’er-lyd, mens Von Quar tager hooligankoret med sig på scenen. Elsked, Courtesy og Tripolism kigger også forbi den københavnske festival.
"Elektronisk musik har altid fungeret som et fristed og et modspil til den dominerende tidsånd. I en tid, hvor både verden og hverdagen kan opleves som grå, mener vi, at det er vigtigere end nogensinde at mødes i et rum, der giver plads til fællesskab og frihed," supplerer Karolina Kozlowska, booker ved O Days.
O Days finder sted ved Sønder Hoved den 30. juli til 1. august.





