En borgerforening beskylder Københavns Kommune for bevidst at have sat hensynet til bylivet til side i salget af koncertarenaen.
Salget af Royal Arena til Live Nation møder nu massiv modstand fra lokalt hold.
Ifølge Ørestad Syd Borgerforening har Københavns Kommune nemlig nedprioriteret det lokale byliv for at sikre salget af arenaen.
Læs også: Kulturminister vil ikke gribe ind over for Live Nation
Kritikken tager afsæt i en afgørelse fra Planklagenævnet i april 2025, hvor borgerforeningen fik medhold i, at Royal Arenas stueetager ikke lever op til lokalplanen. Planen kræver, at mindst 50 procent af stueetagerne på øst- og vestfacaden bliver anvendt til udadvendte funktioner, hvilket ifølge planen skulle skabe mere liv i bydelen.
Spillestedet benyttelse af østfacaden blev dog lovliggjort af kommunen tilbage i september 2025. Den afgørelse har borgerforeningen klaget over siden januar 2026, da de stadig ikke mener, at facaden lever op til lokalplanen.
Kravet er dog aldrig blevet efterlevet. Det skyldes ifølge foreningen to grundlæggende modstridende interesser i Københavns Kommune.
“Kommunens dobbelte rolle som både sælger og planmyndighed rejser et grundlæggende spørgsmål om interessekonflikt. Varetager kommunen borgernes interesser i forhold til byliv, eller egne økonomiske interesser i salget?” lyder det fra Majken Guldberg Gøtske, forperson i Ørestad Syd Borgerforening, i en pressemeddelelse.
I stedet for at fastholde kravet om, at Royal Arena skulle leve op til aftalen, mener foreningen, at kommunen har ændret spillereglerne med et nyt lokalplantillæg for at få salget til Live Nation på plads.
Det resulterer ifølge foreningen i “døde stueetager”, som er i direkte modstrid med visionen om mere byliv i Ørestad Syd.
Majken Guldberg Gøtske kommer derfor med en klar opfordring:
“Nu er det op til politikerne at træffe et valg: Vil de stå på de lokale borgeres side og sikre det byliv, der er lovet i lokalplanen, eller vil udsigten til mange millioner i kommunekassen veje tungest?”
Læs også: Fire selskaber styre Europas livemusik
I kølvandet på kontroversielt salg af Royal Arena
Sagen har stået på i flere år og trækker tråde tilbage til 2020, hvor borgerforeningen første gang rettede kritik mod Royal Arena. Nu har debatten igen fået nyt liv i kølvandet på kommunens salg af spillestedet til Live Nation.
Salget har skabt store reaktioner, blandt andet her i GAFFA, hvor skribent og anmelder Simon Heggum i en klumme kaldte overtagelsen for “velfærdsstatens fallit”. Derudover skrev han følgende om sagen:
“Vi bygger op, skaber værdi, tager risikoen — og derefter overlades profitten til en global mastodont, der ikke engang behøver forklare, hvad købesummen er. Der er noget næsten smertefuldt dansk over det: ydmyg, velvillig og komplet ubevidst om sin egen økonomiske naivitet.”





