Den storroste livegruppe slutter sig til et allerede stærkt program, hvor Saveus, Lea Eyðbjørg og Østen er annonceret.
Nu kan vi løfte sløret for det fjerde navn, der spiller live til GAFFA Prisen den 26. marts i Amager Bio: Søn.
De seneste år har indiepopbandet markeret sig som et af landets mest overbevisende livenavne. Med en række storroste koncerter og et nyt, selvbetitlet album i ryggen har Søn vist en mere personlig side – og mon ikke den nye musik også får plads på scenen?
Vi kaldte deres nye udgivelse "et album, der favner alle facetter af livet – fra diskosnav og skemalagt sex til det uundgåelige faktum, at vi alle skal dø. En form for livscyklus, om man vil."
Læs også: Hele vores anmeldelse af Søns nyeste album
Det danske band debuterede i 2017 med ep'en Autobahn, og siden da er det gået stærkt for den københavnske kvartet.
Oplev musikken live i slutningen af marts, når den danske musikscene får en velfortjent fejring.
Find billetter til GAFFA Prisen 2026 her
Efter et rekordsættende prisshow i 2025 danner Amager Bio endnu en gang rammen om GAFFA Prisen – en aften, hvor fans, kunstnere og branche mødes om fællesskabet og fejrer den danske musikscene.
Afstemningen er stadig åben, hvor musikfans over hele landet kan stemme på deres favoritkunstnere. Men skynd dig, for du kan kun stemme til og med på fredag, den 27. februar.
Stem på din favoritmusik her.




