Nyhed

Talking Heads udgiver rå demooptagelse af deres største hit

Den legendariske rockgruppe har offentliggjort en hidtil uhørt demooptagelse af "Psycho Killer" fra 1975.

Den amerikanske rockgruppe Talking Heads har delt en rå demo-optagelse af gennembrudshittet “Psycho Killer”. Singlen kan allerede høres på YouTube og lander på Spotify til marts.

Læs også: Ikonisk rockgruppe annoncerer genudgivelse af debutalbum 

Demoen stammer fra 1975, hvor bandet kun bestod af trioen David Byrne, Chris Frantz og Tina Weymouth. Det er en af de tidligste optagelser fra bandets spæde start. 


Indspilningen fandt sted i CBS’ lydstudier under en længere session, hvor også sange som “Don’t Worry About the Government”, “The Book I Read” og “Stay Hungry” blev optaget. 

Optagelsen blev for nylig fundet i et gammelt Rhode Island School of Design-arkiv, som man tidligere havde regnet for at være tabt.  

Den ikoniske basgang står allerede skarpt, men optagelsen fremstår samtidig nøgen og eksperimenterende.


Demoen indgår som del af den 11 numre lange vinyl Tentative Decisions: Demos & Live, som udkom sidste år i forbindelse med Black Friday hos de britiske pladebutikker den 28. november.  

LP’en følger bandets progression fra rå punk til et cementeret new wave-rockband med flere genretræk i ærmet. 

Udgivelsen falder samtidig med, at David Byrne har skudt sin europa- og verdensturné Who Is The Sky i gang. Om der også bliver plads til de gamle Talking Heads-klassikere på sætlisten, er endnu uvist. 


Du kan lytte til demoen herunder.

ANNONCE