En omfattende svindelsag har udspillet sig i Odense, hvor en tidligere direktør er idømt flere års fængsel for svindel med offentlige midler.
Det odenseanske spillested Kansas City er blevet omdrejningspunkt for en alvorlig svindelsag. Over flere år har den tidligere spillestedschef nemlig systematisk snydt med tallene, for at få udbetalt midler, spillestedet ikke var berettiget til.
Det konkluderede retten i Odense mandag morgen, der i samme omgang idømte den tidligere direktør Thomas Aarup, 2,5 års fængsel efter at have fundet ham skyldig i alle fem forhold i sagen.
Læs også: Tidligere spillestedsdirektør anklaget for groft bedrageri og dokumentfalsk
Ifølge retten har Thomas Aarup bevidst manipuleret medlemslister for at øge spillestedets tilskud fra folkeoplysningsmidlerne.
Ved at få det til at ligne, at størstedelen af medlemmerne var under 30 år, kunne han få udbetalt et betydeligt større støttebeløb, end spillestedet reelt var berettiget til. Det skriver TV 2 Fyn, som har dækket domsafsigelsen.
Dommeren lagde vægt på flere sms-korrespondancer, der viste, at Thomas Aarup havde slettet medlemslister. Retten afviste samtidig forklaringen om, at fejlene skyldtes it-problemer.
Hovedparten af medlemmerne var i virkeligheden over 30 år, og retten vurderer derfor, at Kansas City på den baggrund modtog mellem 6 og 7 millioner kroner for meget i støtte over en årrække.
Tidligere by- og kulturrådmand i Odense, Søren Windell (K), kalder dommen fair og skriver på Facebook:
"Han smadrede ikke bare en kulturinstitution, men også andre menneskers liv, da han ikke var sit ansvar bevidst og forfalskede medlemslisterne for egen vindings skyld."
Læs også: Politiker i opråb: Dansk Grammy-sejr “bør forpligte nationalt"
Thomas Aarup har hele tiden nægtet sig skyldig og ankede dommen på stedet. Han har dog ikke kommenteret yderligere på sagen, da den nu skal behandles i landsretten.
Odense Kommune har derudover stævnet Thomas Aarup og den daværende bestyrelse for i alt 7,7 millioner kroner. Den sag ventes at begynde i juni.





