Odense-festivalen har igen ramt en milepæl længe før publikum kan høre den første bas pumpe i Tusindårsskoven.
Tinderbox har endnu engang skrevet festivalhistorie. For andet år i træk er partoutbilletter revet væk tidligere end nogensinde før – denne gang næsten fem måneder inden portene åbner.
Det oplyser Tinderbox, der tirsdag morgen kunne melde udsolgt af partoutbilletterne til sommerens festival i Odense.
Læs også: Fire danske navne klar til Tinderbox 2026
Sidste år blev rekorden sat, da partoutbilletterne forsvandt den 8. februar. I år er grænsen rykket endnu tidligere til den 3. februar.
Festivalchef Brian Nielsen kalder i en pressemeddelelse interessen overvældende.
”Det er helt fantastisk, at partoutbilletterne er røget så hurtigt. Vi er så taknemmelige for den store opbakning fra verdens bedste festivalpublikum,” siger han og understreger, at festivalen nu arbejder intenst på at levere en oplevelse, der matcher forventningerne.
For at imødekomme efterspørgslen har Tinderbox i år valgt at sætte flere partoutbilletter til salg end tidligere. Det har dog en konsekvens.
”Det betyder også, at der er tilsvarende færre endagsbilletter til salg,” forklarer Brian Nielsen.
Læs også: Heartland afslører fem nye navne
Tidligt tirsdag blev de sidste 2-dags billetter også udsolgt, men der er fortsat et begrænset antal endagsbilletter samt VIP-billetter til salg.
På plakaten til Tinderbox finder man i år danske favoritter som Aphaca, Thomas Helmig, Rasmus Seebach og Tobias Rahim side om side med internationale profiler som Pitbull, Moby, Charlie Puth, Jamiroquai og The Offspring.
Tinderbox 2025 finder sted i Tusindårsskoven i Odense fra den 25. til 27. juni.




