Forsanger Dee Sniders helbred gør at heavy-bandet ikke kommer til Danmark alligevel.
Heavy-bandet Twisted Sister skulle have været fredagens hovednavn på Copenhell, men må aflyse deres 50-års jubilæumsturné, på grund af forsanger Dee Sniders helbred.
Læs også: Fire nye bands offentliggjort til Copenhell
Det fortæller bandet på deres sociale medier.
“En menneskealder af legendarisk aggressive optrædener har sat sine spor i Sniders krop og sjæl”, lyder det i en pressemeddelelse fra Snider, der også fortæller hardrockeren lider af leddegigt og kun kan optræde med et par sange af gangen før smerterne bliver for slemme.
“Idéen om at sætte farten ned er uacceptabel for mig. Jeg vil hellere stoppe end at være en skygge af mit tidligere selv”, siger Snider.
Copenhell skriver på Facebook, at de “arbejder på højtryk for at finde en erstatning” og “ønsker Dee Snider god bedring”. Til opslaget er et billede fra da Twisted Sister spillede på heavy-festivalen i 2014.
Den aflyste tourné kommer ti år efter bandets farvel-tourné.
Sidste gang Twisted Sister indtog en scene var i 2023, hvor hair-metal-bandet blev indlemmet i metallens Hall of Fame og optrådte med tre sange.





