En af rapgruppens medstiftere er gået bort i en alder af 52 år efter et længere kræftforløb.
Oliver "Power" Grant, der gennem 90’erne var en del af Wu-Tang Clans inderkreds som producer og sangskriver, er død i en alder af 52 år. Han døde efter længere tids kamp mod kræft.
Dødsfaldet bekræftes af hiphop-kollektivets tidligere medlem Method Man i et opslag på Instagram, hvor han kalder Grant en central figur i Wu-Tang Clans tidlige år.
Læs også: I 2023 leverede Wu-Tang Clan et show med høj nostalgifaktor i Royal Arena
"Paradis, min bror. God rejse," skriver Method Man.
Wu-Tang Clan debuterede i 1993 med det skelsættende album Enter the Wu-Tang (36 Chambers), der siden har opnået klassikerstatus i hiphoppen. Gruppen er netop blevet indstillet til optagelse i Rock and Roll Hall of Fame, hvor årets nominerede desuden tæller navne som Oasis, Mariah Carey og Phil Collins.
Oliver Grant var en del af miljøet omkring gruppen og bidrog både kreativt og strategisk i en periode, hvor kollektivet voksede fra undergrundsfænomen til global succes.
Gruppen spillede senest i Danmark for tre år siden i Royal Arena, hvor de ifølge vores anmelder bragte "høj nostalgifaktor" med sig på scenen.
Method Mans Instagram-opslag, hvor han mindes Oliver "Power" Grant, kan ses herunder.





