Den britiske rockstjerne fortæller, at det nye album er “mere kynisk” end tidligere.
I starten af året annoncerede Yungblud at anden del af dobbeltalbummet Idols var på vej.
Nu bekræfter han, at Idols II lander allerede i morgen, fredag den 20. februar. Det skriver NME.
Tidligere har han fortalt , at det nye album er mere kynisk end den første del.
“Del to er en mørk nedadgående spiral til den uundgåelige erkendelse af, at jeg ikke kommer til at være her for evigt – hvem har jeg lyst til at bruge mit liv med?” fortæller rockstjernen.
Han beskriver samtidig albummet som et markant skifte, hvor han bevæger sig væk fra det maksimalistiske udtryk, som han har arbejdet med tidligere, og mod en mere akustisk æstetik, med referencer til legender som Jeff Buckley og Nirvana.
Første del af dobbeltalbummet kaldte GAFFAs anmelder for "ærgerligt poleret” og kvitterede med tre stjerner.
Idols II indeholder seks nye sange, samt en allerede udgivet ny version af “Zombie”, han har lavet i samarbejde med The Smashing Pumpkins.





