Kvartetten holdt årets nytårstale i Deadline, hvor de både hyldede fællesskabet og kritiserede regeringens manglende medmenneskelighed.
Det populære band Aphaca holdt årets nytårstale i Deadline på DR, hvor de henvendte sig direkte til ungdommen med en opfordring om at vælge fællesskabet til.
Læs også: Aphaca er blandt de 10 mest streamede artister i 2025
Centralt i talen stod idéen om at finde sit eget band – et billede på det fællesskab, de mener, alle har brug for. De forklarer, at alle har "brug for nogen at læne os op af, spejle os i og ikke mindst, brug for nogen at drømme med."
Samtidig brugte kvartetten taletiden på at kritisere en række politiske udviklinger, de finder svære at forstå:
"Som ung kan det være så svært at forstå, hvordan vi er endt med at bo i et land med stigende ulighed, et land der misbruger sin natur, og et land der stadig bidrager til folkemordet i Palæstina. Men al den medmenneskelighed som synes at mangle i regeringen, den mærker vi hos ungdommen," sagde bandet.
Aphaca har det seneste år taget landet med storm med hits som "Smelter under månen" og "En drøm om et menneske". I 2026 kulminerer succesen med en udsolgt koncert i Parken, hvor 50.000 billetter allerede er revet væk.
I forlængelse af koncertannonceringen afslørede bandet også, at deres kommende album Vild Ungdom udkommer i starten af 2026.
Se deres nytårstale i Deadline nedenfor.





