Danmarks nye yndlingsband bekræfter nu deres længe ventede album.
Aphaca har afsløret, at deres album Vild ungdom udkommer den 27. februar 2026. Albummet bliver bandets første fuldlængdeudspil og følger en sommer, hvor sange som “Smelter under månen”, “En drøm om et menneske” og “Klip klip sandaler” spillede fra højttalere over hele landet.
Læs også: Se Aphaca spille megahit på taget af Forum
Vild ungdom har været i støbeskeen siden slutningen af 2024, lige inden bandets helt store gennembrud.
“Vores plade Vild ungdom er sjovt nok kommet til over den vildeste periode i vores ungdom,” skriver de i et nyhedsbrev.
Om inspirationen til albummet og især titlen Vild ungdom uddyber bandet: “For os tænker vi på store følelser, et første kys, ekstrem meget menneskelig vækst, at hænge rundt omkring på gaderne af hvor du er vokset op, men også lysten til at søge nye steder hen.”
Aphaca skriver desuden, at de “ikke bare udgiver uden der skal ske et eller andet,” og at de i dag vil dele nogle andre “kæmpe nyheder”.
Læs også: Aphaca beviser, at fællesskab kan føles som et klimaks
De fire bandmedlemmer mødte hinanden på Det frie Gymnasium i København og er hurtigt blevet folkeeje i dansk musik. “Smelter under månen” blev den mest streamede sang i Danmark i 2025, og på Roskilde Festival spillede de for et propfyldt Arena-telt, hvor GAFFAs anmelder kvitterede med fem stjerner.
Også til sidste års GAFFA Prisen løb bandet af sted med opmærksomheden, da de vandt både Årets danske udgivelse, Årets danske hit og Årets nye danske navn.





