I et nyt interview afslører popikonet, at udgivelsen af The Moment også markerer afslutningen på den neongrønne saga.
Med sin nye film The Moment tager Charli XCX afsked med Brat-æraen, der blev indledt i sommeren 2024 med en albumudgivelse.
Læs også: Anmeldelse af Charli XCXs famøse album
Brat udviklede sig med sin popularitet til et pop-kulturelt mediefænomen, der fik betegnelsen Brat Summer. Ordet, der også betyder møgunge, blev forvandlet til et udtryk for at være modig og acceptere sine uperfektheder.
Den nyudgivne film The Moment omhandler afslutningen på Brat-sommeren, samt forventninger til Charli XCX fra musikbranchen og hendes håndtering af den pludselige og enorme succes.
The Moment er lavet som en meta mockumentary, hvor popikonet Charli XCX spiller sig selv.
Filmen er udviklet af Aidan Zamiri, Bertie Brandes samt musikeren selv og havde sin verdenspremiere på Sundance filmfestival.
"Det er kampen om forventninger og mennesker som ønsker noget særligt fra dig," fortæller instruktøren og medforfatteren Aidan Zamiri om filmen til NBC Los Angeles.
Læs også: Verdensstjerner vender tilbage: Her er 5 album, du skal høre i foråret
Siden hun var 16, har Charli XCX lavet musik, og i 2024 eksploderede hendes succes med Brat, symboliseret af albummets neongrønne farve, der spredte sig med en enorm hastighed.
Med albummets popularitet blev Charli underlagt et væld af forventninger, som hun ikke altid kunne se sig selv i, forklarer hun i interviewet.
"Jeg var kommet til det her sted, hvor jeg endelig følte mig forstået. Og så var jeg pludselig ikke forstået alligevel."
Der er overlap mellem Charli i The Moment og den "ægte" Charli, fortæller popikonet i interviewet:
"Jeg har ikke taget de beslutninger, som Charli gør i filmen – men jeg har helt sikkert været tæt på det," siger hun.
Filmen bliver udgivet i New York og Los Angeles den 30. januar 2026 og kommer til Europa i februar. Samme måned er hun aktuel med albummet Wuthering Heights, der udkommer den 13. februar.





