Den grønlandske rapper Tarrak og Thomas Buttenschøn er blandt de kunstnere, der lørdag spiller til støtte for Grønland ved landsdækkende demonstration.
Når de otte amerikanske senatorer lander i København i dag for at mødes med den danske og grønlandske regering, bliver de mødt af lidt af en mundfuld.
Læs også: Dansk pladebutik boykotter Björk
Den amerikanske delegation kommer for at dele støtten til Danmark og Grønland og for at diskutere, hvordan man kan "uddybe dette partnerskab i overensstemmelse med vores fælles principper om suverænitet og selvbestemmelse", lyder det ifølge TV 2.
Ankomsten har sparket gang i en landsdækkende demonstration, der står klar lørdag den 17. Januar, hvor demonstranterne vil gå på gaden i solidaritet med Grønland, i flere danske storbyer, herunder København, Aarhus, Aalborg, Odense og Nuuk. Nu får protesten opbakning fra en række danske musikere, der spiller til støtte for Grønland foran den amerikanske ambassade.
Blandt dem er den grønlandske rapper Josef Tarrak, Carl Knast, Luna Ersahin fra Aysay og Thomas Buttenschøn.
Initiativet kommer fra Uagut – Landsorganisation for Grønlændere i Danmark, borgerinitiativet Hands Off Kalaallit Nunaat og Fællesforeningen Inuit i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke.
Læs også: Pladebutiksejer efter Björk-boykot: "Jeg er blevet kaldt både racist og nazist
Et klart budskab fra Grønland og Danmark
Baggrunden for demonstrationerne er den tilspidsede politiske situation mellem Grønland, Danmark og USA, efter at den amerikanske præsident har udtalt, at han ønsker at annektere Grønland.
Ifølge Julie Rademacher, forperson for Uagut – Landsorganisation for Grønlændere i Danmark, handler demonstrationerne om at sende et tydeligt signal om, at amerikanerne skal respektere Grønlands demokrati og de grundlæggende menneskerettigheder.
”Den seneste tids begivenheder har sat Grønland og grønlændere i både Grønland og Danmark under pres. Derfor kalder vi nu på sammenhold,” fortæller Julie Rademacher i en pressemeddelelse.
Det er et budskab, der deles af Camilla Siezin, formand for Fællesforeningen Inuit:
“Vi demonstrerer mod amerikanske udmeldinger og ambitioner om at annektere Grønland. Vi kræver respekt for rigsfællesskabet og for Grønlands ret til selvbestemmelse.”
For Mellemfolkeligt Samvirke handler det om at samle bred opbakning på tværs af kunst, politik og civilsamfund. Organisationens generalsekretær Tim Whyte understreger:
“Når vi oplever trusler udefra, er det vigtigt, at vi står sammen og viser, at folk i hele rigsfællesskabet står bag grønlændernes ret til at bestemme deres egen fremtid.”
Læs også: Tarrak - "Nu er vi endelig ved at kolonisere den danske musikindustri"
Musikere bakker op om demonstrationen
Efter demonstrationen giver tre musikere koncert foran den amerikanske ambassade. Blandt dem er den grønlandske rapper Josef Tarrak, der i de senere år har markeret sig som en af de stærkeste grønlandske stemmer i dansk musikliv.
Da GAFFA tilbage i januar talte med Tarrak, fortalte han om den identitetskrise, han og mange andre grønlændere er vokset op med:
“Det er først efter 300 år, at vi er i gang med at finde ud af, hvem vi er. Jeg er opvokset med, at jeg ikke vidste, hvem jeg og mine forfædre var,” fortæller Tarrak og fortsætter:
Men det er også en identitet, som Grønland nu er ved at genfinde:
“Takket være internettet har vi forbindelse til andre inuitter i Canada og langs hele kysten, hvor vi kan skabe et fællesskab med vores kultur,” fortæller Josef Tarrak senere.
I København starter arrangementet på Rådhuspladsen kl. 12.30 med en række taler samt en koncert med Thomas Buttenschøn, før demonstrationen bevæger sig mod den amerikanske ambassade, hvor der vil være fællessang med Birthe Lyberth fra koret Aavaat.




