En TikTok med Donald Trump i dansehumør bliver brugt som politisk modsvar på popstjernens kritik af ICE.
Det Hvide Hus har nu offentligt svaret den svenske popstjerne Zara Larsson efter hendes hårde kritik af den amerikanske immigrations- og toldmyndighed ICE.
Læs også: Efter ICE-kritik: Zara Larsson risikerer problemer i USA
Svaret kommer i form af en TikTok-video, hvor præsident Donald Trump danser til "Lush Life", mens Det Hvide Hus præsenterer en liste over ting, de "elsker".
Blandt punkterne er "vi elsker lov og orden", "vi elsker job, ikke velfærd", og "vi elsker ICE og vores retshåndhævelse".
@whitehouse WE LOVE AMERICA 🕺🧊
♬ original sound - The White House
Klippet er et svar på et opslag, som Zara Larsson lagde op på Instagram i weekenden, hvor hun kritiserede ICE efter et dødeligt skyderi af en kvinde i Minneapolis. I sit opslag skrev hun blandt andet, at hun "elsker" immigranter, kriminelle, aborter og socialisme og sluttede med ordene: "Jeg hader fucking ICE."
Efterfølgende har USA-ekspert Andreas Utterström peget på, at det kan få konsekvenser for popstjernens kommende turnéplaner i USA. Internationale kunstnere rejser nmelig til USA på særlige arbejdsvisa, forklarede han til det svenske medie TV4. Disse indeholder formuleringer, der betyder, at indrejsetilladelser kan tilbagekaldes for personer, der vurderes at udgøre en sikkerhedsrisiko.
Andreas Utterström mener, at præsident Donald Trump med "lidt kreativitet" kunne fortolke Zara Larssons udtalelser som, at hun opfordrer folk til at gøre "dumme ting".
Denne artikel blev oprindeligt bragt af GAFFA Sverige og er her oversat af GAFFA Danmarks redaktion.





