Nyhed

Drake bliver sagsøgt – anklaget for streamingsvindel

Rapperen anklages både for at have reklameret for et ulovligt onlinekasino og for at have pustet sine egne streamingtal op med spillepenge.

Drake er blevet sagsøgt ved en føderal domstol i den amerikanske delstat Virginia. Ifølge søgsmålet anklages rapperen for at have markedsført et angiveligt ulovligt onlinekasino og for efterfølgende at have brugt indtægterne til at manipulere sine egne streamingtal.

Læs også: Drake har tabt millioner på gambling – nu vil han dele sin næste gevinst med en fan

Sagen er også rettet mod influencerne Adin Ross og George Nguyen samt moderselskabet bag spilleplatformen Stake, skriver Rolling Stone.


To privatpersoner i Virginia hævder, at de blev lokket til spilleplatformen efter at have set Drakes betalte markedsføring, herunder livestreamede spilrunder og lodtrækninger. Ifølge søgsmålet skal markedsføringen have givet indtryk af, at spillet var lovligt og forbundet med lav risiko.

Stake er et kryptobaseret spilleselskab, grundlagt i Australien i 2017. Online spil med kasinoelementer er forbudt i Virginia, og ifølge søgsmålet har platformen alligevel været tilgængelig i delstaten gennem et omstridt juridisk setup. De to sagsøgere mener, at virksomheden dermed overtræder den føderale RICO-lovgivning, der omhandler organiseret kriminalitet, og kræver mindst 50 millioner kroner i erstatning.

Drake indgik i 2022 en opsigtsvækkende samarbejdsaftale med Stake, som ifølge Financial Times angiveligt har haft en værdi på omkring en milliard kroner.


Søgsmålet hævder desuden, at penge via Stake er blevet brugt til at finansiere botnet og digitale kampagner, der kunstigt har øget streamingen af Drakes musik på platforme som Spotify.

Repræsentanter for Drake har afvist at kommentere anklagerne, skriver NME.

Denne artikel blev oprindeligt bragt af GAFFA Sverige og er her oversat af GAFFA Danmarks redaktion.


ANNONCE