Pat Smear må stå over flere kommende koncerter efter en bizar haveulykke, der har givet ham flere knoglebrud i foden.
Foo Fighters-guitarist Pat Smear er tvunget til at springe flere koncerter over, efter at han har pådraget sig en skade i, hvad bandet beskriver som en bizar haveulykke.
Læs også: Her de største rockalbum fra det 21. århundrede
I et opslag på Instagram oplyser Foo Fighters, at Smear brækkede flere knogler i venstre fod i forbindelse med havearbejde omkring årsskiftet.
"Det betyder desværre, at han vil gå glip af nogle koncerter, mens de brækkede knogler i foden heler. Vi kommer til at savne vores elskede Pat lige så meget som jer, men vi ønsker, at han bliver helt rask og kommer på benene igen så hurtigt som muligt," skriver bandet.
Under Pat Smears fravær bliver han erstattet af guitaristen Jason Falkner, som tidligere har spillet med blandt andre Beck og St. Vincent.
Skaden betyder, at guitaristen går glip af Foo Fighters' velgørenhedskoncert til fordel for organisationerne Hope the Mission og Los Angeles Mission i Kia Forum den 14. januar. Også koncerter i Australien og Mexico senere på måneden bliver påvirket.
Foo Fighters vender tilbage til Europa til sommer, men har ingen planlagte koncerter i Danmark. Dog spiller de i Sverige på Strawberry Arena i Stockholm den 12. juni.
Denne artikel blev oprindeligt bragt af GAFFA Sverige og er her oversat af GAFFA Danmarks redaktion.




