Med store navne på scenen og tre helt nye priser hylder GAFFA igen dansk musikliv med et brag af et liveshow i Amager Bio.
Torsdag den 26. marts får dansk musik en velfortjent hyldest, når GAFFA Prisen vender tilbage for at samle fans, kunstnere og branche til en uforglemmelig aften.
Showet vil byde på optrædener fra nogle af dansk musiks mest spændende navne, hvor Saveus er første annoncering.
"For os handler det om at skabe en pris, der følger musiklivet, som det ser ud i dag – og som hylder hele den danske musikscene, både på og bag scenen," fortæller Simon Mark Sørensen, CEO hos GAFFA.
Tre nye priser udvider feltet
Som noget nyt introducerer vi Æresprisen, der tildeles en kunstner, som gennem flere årtier har sat et markant og varigt aftryk på dansk musik.
Derudover udvides prisuddelingen med Årets producer og Årets sangskriver, så personerne bag de største hits får den anerkendelse, de fortjener.
Afstemningen er åben fra i dag, hvor publikum som altid alene afgør, hvem der løber med priserne.
Hvor? Amager Bio, København
Hvornår? Torsdag den 26. marts 2026
Billetsalget åbner den 2. februar 2026.





