Der er flere velkendte ansigter at finde blandt de otte artister, når årets melodi grand prix løber af stablen i februar
Deltagerne til dette års Melodi Grand Prix er fundet.
Den 14. februar bliver det afgjort, hvem der skal repræsentere Danmark til Eurovision 2026. Arena Nord i Frederikshavn lægger hus til årets store musikfest med Sara Bro og Alex Høgh Andersen i værtsrollerne.
Læs også: Nyt værtspar klar til Melodi Grand Prix 2026
"Årets show bygger videre på traditionen med et stærkt felt af både nye og kendte artister, som hver især præsenterer deres bud på, hvordan en Grand Prix-sang kan lyde i 2026. Det er et musikalsk hold, vi er stolte af - både på scenen og blandt sangskriverne og producerne bag numrene," fortæller Erik Struve Hansen, der er chef for afdelingen Bred Kultur og Fakta DR Kultur, Børn og Unge.
Emil Otto

Den DMA-Jazz nominerede Emil Otto deltager med sangen "Copenhagen Noir", der er dramatisk med sine strygere, blæsere og tunge trommer.
"Det lyder som, hvis Michael Blublé lavede temasangen til en James Bond-film, der foregik i København," fortæller Emil Otto om sin sang.
I samarbejde med Marcus Winther-John og Joachim Ersgaard har han skrevet “Copenhagen Noir”, der omfavner kontrast og forskellighed.
Lyt til sangen her:
Ericka Jane

Der er ægte klubstemning, når Ericka Jane går på scenen med "Death Of Me". I en sang om frigørelsen ved at hengive sig til musikken, bliver fællesskab og ekstase foldet ud.
Ericka Jane har skrevet sangen sammen med Ole Bjørn, Daniel Scheffmann og Johannes Bruun.
Artisten er i forvejen et kendt ansigt på den danske musikscene og i 2025 debuterede hun med sit album <3Disc.
Lyt til sangen her:
Lasse Skriver

Endnu et kendt ansigt viser sig, når Lasse Skriver går på den danske Melodi Grand Prix-scene. Efter sit gennembrud i X-Factor er han blevet fuldtidsmusiker og nu har han skrevet sangen "Roaring Heart", som han håber på at kunne repræsentere Danmark med.
"Det er en moderne popballade med både energi og følelser. En sang om kærlighed, der slår som et lyn", fortæller Lasse om sangen, der er skrevet i samarbejde med Karl-Frederik Reichhardt, August Møller Fogh og Thomas Baxter.
Lyt til sangen her:
Late Runner

Duoen Late Runner er klar til at sætte gang i festen med nummeret "Can U Feel It?". Et ægte dansabelt hit, som gruppen kalder “et festligt skud C- og D-vitamin i en mørk tid.”
Sangens budskab tager fat i håbet om et lys i mørket og er skabt af duoen selv samt Jesper Mortensen og Christian Vagn Madsen med en lille finpudsning af Alphabeats Anders Bønløkke.
Late Runner, der dannes af Asger Tarpgaard og Tanja Forsberg Simonsen, har turneret i både ind-og udland med Superheroes og som den poppede gruppe Private.
Lyt til sangen her:
Sander Sanchez

Den maksimalistiske popsang "Two Spirits" bliver leveret af Sander Sanchez, og er blandt andet inspireret af sin dansk-native american opvækst. Særligt er det Lakota-traditionerne, powwow-dans og spiritualitet, der danner rammen for nummeret.
"Sangen handler om at stå stærkt i sig selv og finde sin egen rytme," fortæller han.
"Two Spirits" er skrevet af Sander Sanchez selv i samarbejde med Lise Cabble, Rasmus Rex og Marcus Winther-John.
Lyt til sangen her:
Sissal

Sissal vender tilbage til dette års Melodi Grand Prix efter sin sejr i 2025. Denne gang er det med sangen "Infinity".
Sissal beskriver sangen som et "lille magisk univers vævet sammen af pop, elektronisk musik og noget mere blidt og sårbart fra nordiske viser." Sangen er skrevet i samarbejde med Linnea Deb, Jimmy Thörnfeldt, Joy Deb, Malthe Johansen og Chris Chordz.
Med sin deltagelse vil hun bidrage til en tradition, som hun selv er opvokset med.
Lyt til sangen her:
Søren Torpegaard Lund

Søren Torpegaard Lund er ikke helt klar til at natten skal slutte, og netop dette synger han om i sangen "Før vi går hjem". Midt i voksenlivet er han ikke helt klar til at vinke farvel til dansegulvet og teenageårene.
Søren har sammen med Clara Sofie Fabricius, Thomas Meilstrup og Valdemar Littauer Bendixen skabt en elektronisk popsang, der kører i højt tempo uden pauser.
Søren Torpegaard Lund deltog også i det danske Melodi Grand Prix i 2023.
Lyt til sangen her:
Myrkur

Nordisk mytologi, menneskelig sårbarhed og filmisk storhed bliver forenet på Myrkurs "Touch My Love And Die". Hun bevæger sig i et univers af skandinavisk folkemusik og black metal med en cinematisk klang.
Den mørke ballade er indspillet i lydformatet Dolby Atmos og indeholder alt fra cello til pigekor og folkeinstrumenter. Hun synger om kærlighed og dens forløsning og fare, og Myrkur ser sangen som en "menneskelig modgift i en tid med tempo og kunstighed."
Sangen er skrevet af Myrkur, med det borgerlige navn Amalie Bruun, og Søren Mikkelsen.
Lyt til sangen her:





