Nyhed

Lamin og Sivas i nyt interview: "Han åbnede døren for os, der kom efter"

To generationer af danske rappere møder hinanden i en samtale om hiphop-arven og skiftet.

I februar møder Sivas og Lamin hinanden på scenen til Red Bull Sound Clash. I den forbindelse har de to rappere givet et fælles interview forud for det store opgør.

Læs også: Sivas og Lamin skal dyste i kæmpe hiphop-duel

Sound Clash-formatet består af flere runder, hvor musikerne fortolker hinandens numre, spiller covers og optræder med egne sange – ofte med gæster på scenen. 


Interviewet kredser derfor om deres forskelle og ligheder, og om hvad de hver især ser op til ved hinanden.

For Lamin er Sivas en central figur i dansk raps nyere historie.

"Han var en af de første, der kom med den her nye bølge af rap," siger Lamin og fortsætter:


"Han skabte en ny standard for, hvordan man kunne lyde. Han åbnede døren for os, der kom efter."

Lamin fremhæver Sivas’ gennembrud “Dauda” som et vendepunkt for den danske rapscene, og beskriver sangen som “skelsættende” og “en af de første gange, man fik noget dansk rap, der var i øjenhøjde med, hvor man selv kom fra.”

Læs også: ​​Portræt: Hvad ved vi egentlig om Lams?


Respekten går begge veje. Sivas roser Lamin – og den generation, han repræsenterer – med ordene:

“Jeg føler, de har genskabt det på deres helt egen måde, og på et meget højere teknisk niveau, end da jeg gjorde det.” 

Sivas bliver også spurgt ind til, hvilke forskelle han ser, hvor han svarer, at Lamin “har bare en bedre forståelse af, hvilken lyd, der fungerer bedst lige nu, og han appellerer derfor også mere til den yngre generation.”


Interviewet kan læses på Red Bulls hjemmeside. Red Bull Sound Clash finder sted i Bella Arena den 21. februar.

ANNONCE