Næstved Metalfest annoncerer fem nye navne til sit lineup – med hollandske The Gathering som hovednavn.
Hovednavnet til Næstved Metalfest er netop offentliggjort sammen med fire danske og internationale navne.
Læs også: 10 år efter Bowies død genfandt jeg hans mest oversete mesterværk
Heavy-fans får til sommer rig mulighed for at ryste håret. Næstved Metalfest har i dag sat hollandske The Gathering øverst på plakaten. Bandet er genforenet med deres oprindelige sanger, Anneke Van Giersbergen, i anledning af, at Doom Goth-metallerne sidste år kunne fejre 30-års fødselsdag for deres ikoniske hovedværk Mandylion. Det vil derfor være med fokus på dette album, at The Gathering vil indtage Kasernen i Næstved.
Udover The Gathering kan metalfestivalen også præsentere brasilianske The Troops of Doom, der består af tidligere medlemmer fra Sepultura. Her kan fans forvente nye sange, samt klassikere fra Sepulturas bagkatalog, teaser arrangørerne.
Dansk black metal er også repræsenteret i form af Sunken og Frelser, som ifølge festivalen vil byde på "voldsomme" oplevelser.
Som erstatning for aflyste Confidential kommer i stedet de italienske Hypersonic.
Næstved Metalfest mangler stadig at offentliggøre 12 navne.
Heavyfestivalen bliver afholdt fra den 27. til 29. august i Grønnegade Kasernes Kulturcenter.





