Efter årelange trusler om forbud i landet, er en ny aftale mellem USA og platformen nu faldet på plads.
Efter flere års trusler om forbud har USA indgået en ny aftale med Tiktok, der giver platformen mulighed for at fortsætte sine aktiviteter i landet, rapporterer nyhedsbureauet AP.
Læs også: Her er TikToks mest streamede sange og artister i 2025
Aftalen indebærer, at TikTok opretter et nyt amerikansk selskab, TikTok USDS, med særlige sikkerhedsforanstaltninger knyttet til national sikkerhed.
Ifølge selskabet vil de amerikanske brugeres data og algoritmer være underlagt forbedret databeskyttelse, indholdsmoderering og tekniske garantier.
TikToks kinesiske moderselskab, ByteDance, beholder en ejerandel på 19,9 procent. Det nye selskab ledes af Adam Presser, tidligere chef for drift, tillid og sikkerhed hos TikTok. Bestyrelsen består af syv medlemmer, hvoraf et flertal er amerikanske.
Ifølge selskabet vil alle amerikanske brugerdata blive administreret via Oracles cloudinfrastruktur i USA.
Aftalen kommer, efter at den amerikanske højesteret i januar 2025 godkendte en føderal lov, der ville have forbudt TikTok, hvis Bytedance ikke havde overdraget sit ejerskab.
TikTok blev midlertidigt lukket ned i USA efter afgørelsen, men genoptog driften kort efter.
Læs også: Delfin-meme bringer gammel sang tilbage på hitlisterne
TikTok har etableret sig som en central platform for musikbranchen, hvor kunstnere verden over har nået nye målgrupper. Blandt andre har den svenske Zara Larsson fået et tydeligt boost, efter at hendes musik gik viralt på platformen – både med sidste års album Midnight Sun og den ti år gamle sang “Lush Life”.
Denne artikel blev oprindeligt bragt af GAFFA Sverige og er her oversat af GAFFA Danmarks redaktion.





