Bassisten Flea træder i forgrunden med sit første soloalbum, en turné og en ny sang skabt sammen med ingen ringere end Thom Yorke.
Efter næsten 50 år som medlem af et af de største rockbands i verden går Red Hot Chili Peppers-bassisten Flea solo.
Læs også: Her er 10 album, vi glæder os til i januar
Nu har Flea, med det borgerlige navn Michael Peter Balzary, annonceret sit første soloalbum, der har fået titlen Honora, og som udkommer den 27. marts via Nonesuch. Det skriver Pitchfork.
Men hvis du tror, at der kommer til at blive slået hårdt på bassen, bliver du nok overrasket. På albummet lægger Flea nemlig flere gange bassen på hylden til fordel for trompeten, som han i sin tid startede med at spille. Albummet kommer derfor til at være mere jazzet, end hvad man ellers forbinder Red Hot Chili Peppers-bassisten med.
Albummet er opkaldt efter et nært familiemedlem og er fuldt ud komponeret og arrangeret af Flea selv. På de ti numre spiller han både bas og trompet, heriblandt på den tidligere udgivne sang "A Plea".
Flea får selskab af en række dygtige musikere, herunder saxofonisten Josh Johnson, guitaristen Jeff Parker, bassisten Anna Butterss og trommeslageren Deantoni Parks. Derudover bidrager både Thom Yorke og Nick Cave med vokaler.
Læs også: Fem musikere, du skal have på radaren i januar
Den første sang, sammen med Thom Yorke, er allerede ude
I forbindelse med albumannonceringen har Flea udgivet singlen "Traffic Lights", som han har skrevet sammen med Thom Yorke og Josh Johnson.
"Der var noget ved nummeret, der mindede mig om Atoms for Peace, så jeg sendte det til Thom," fortæller Flea om samarbejdet til Pitchfork.
Han tilføjer samtidig, at Radiohead-frontmanden er "den varmeste, mest fritflydende jam-type, man kan forestille sig."
Yorke har tidligere arbejdet sammen med Flea i rockgruppen Atoms for Peace, der tilbage i 2013 udgav albummet Amok, som fik tre stjerner af GAFFAs anmelder.
Til foråret tager Flea det nye album med på turné, der starter den 7. maj i Chicago og efterfølgende bevæger sig gennem USA og Canada, før turen går til Berlin den 21. maj og Amsterdam dagen efter. Ugen efter tager han til London, hvor han spiller den 26. maj, før turen afsluttes i Paris den 28. maj.
Hør "Traffic Lights" her.





