Det eksperimenterende band har annonceret et selvbetitlet album, der er lige om hjørnet.
Anmelderroste Søn har netop annonceret, at de udgiver et nyt album, hvor de “har skåret ind til kernen,” som de selv udtrykker i et Instagram-opslag.
Senest udgav bandet singlen "Pissoir”, som også optræder på det kommende album Søn, samt den nye single "Skabt til at være to", der blev udgivet den 7. november.
Læs også: GAFFA Prisen er tilbage – Saveus indtager scenen
Bandet debuterede med ep’en Autobahn i 2017 og har siden gennemgået en stor udvikling i deres lyd.
Søn eksperimenterer ikke kun med deres lyd, men også i et legende tekstunivers, med linjer som “Finder mig selv på et fyldt floor / Og dancing on my own som nightcore-version," som forsanger Kristoffer Jessen synger i “Pissoir”.
Søn har spillet adskillige roste koncerter, blandt andet på Smukfest i august, hvor GAFFAs anmelder kvitterede med fem stjerner. De er desuden nomineret til årets live-navn ved GAFFA Prisen.
I foråret 2026 tager bandet på headlinerturné med stop i Odense, Aarhus, Aalborg og København.




