Baest, Zuloo og Jaleesa er blandt de navne, der indtager de aarhusianske scener, når festivalen løber af stablen i maj.
I maj 2026 indtager Spot Festival igen Aarhus med musik fra nogle af landets mest spændende upcoming-navne. Nu er de første 14 kunstnere offentliggjort, og programmet spænder bredt – fra tung metal til intim alt-pop.
Læs også: Danske musikere, vi spår bliver store i 2026
Fra rock- og metalscenen finder man blandt andet Aarhus-kvintetten Baest samt Krøyer, frontfigur i Vulvatorious.
De flankeres af popkometer som Milo, der allerede har samarbejdet med flere af landets mest lovende stemmer, og Jaleesa, som vi har spået bliver en af Danmarks næste store stjerner.
Hiphoppen er blandt andet repræsenteret af Zuloo, der ifølge festivalen har "markeret sig som en selvsikker stemme for den nye generation." På hans debut Motionboyz (Mixtape) medvirker navne som Artigeardit, Kesi, Lord Siva og Icekiid – en bedrift, der i sig selv vidner om et markant gennembrud.
Spot Festival afholdes på tværs af Aarhus' spillesteder fredag den 1. og lørdag den 2. maj 2026.





