Nyhed

Spotify sidder på en tredjedel af alle musikpengene

Hver dag vælter over 100.000 nye sange ind på Spotify, men selvom pengene strømmer ind, er bekymringen for den voksende mængde musik stor. 

Spotify har slået rekord som den mest udbetalende musikorganisation i verden.

Sådan lyder det fra Spotifys Head of Music Charlie Hellman, der i et nyt indlæg gør status over 2025.

Læs også: Ny aftale redder TikTok fra amerikansk forbud


Ifølge Charlie Hellman er Spotifys rolle i musikøkonomien vokset markant.

"Sidste år alene udbetalte Spotify mere end 11 milliarder dollar til musikindustrien – den største årlige betaling til musikskabere fra nogen forhandler i historien," skriver han.

Spotify står nu for omkring 30 procent af den globale indtjening fra indspillet musik. Samtidig voksede Spotifys udbetalinger med over 10 procent i 2025, mens andre indtægtskilder i branchen voksede med omkring fire procent, lyder det fra Charlie Hellman.


Han tilføjer senere, at uafhængige kunstnere og pladeselskaber står for cirka halvdelen af alle royalty-udbetalinger. Samtidig fortæller han, at der i dag er flere kunstnere, som tjener over 100.000 dollar årligt alene på Spotify, end der var artister på pladebutikshylderne under cd’ens storhedstid.

Læs også: Dansk musik dominerer hitlisterne – 9 ud af 10 sange er danske

Men væksten har en bagside. Over 100.000 nye sange uploades hver dag, og konkurrencen om vores opmærksomhed er blevet hårdere end nogensinde.


"Vores vigtigste prioritet er at hjælpe ny musik og nye kunstnere med at trænge igennem støjen og skabe ægte forbindelser til fans," skriver Charlie Hellman.

Samtidig vil platformen styrke rettighedsbeskyttelse i takt med den voksende mængde af AI-genereret indhold.

"AI bliver udnyttet af dårlige aktører til at oversvømme streamingtjenester med lavkvalitetsindhold for at manipulere systemet," skriver Charlie Hellman, der i samme omgang varsler ændringer i verificering, sang kreditering for at beskytte musikere.


Som en del af det initiativ lancerer Spotify nu funktionen SongDNA, der skal give lyttere bedre indsigt i, hvem der har været med til at skabe sangene på platformen.

ANNONCE