Metalscenen fik et kæmpe økonomisk skub i 2025.
2025 har været et stærkt år for det danske metalliv. Både når man kigger på den musik, der er blevet udgivet, men også når man ser på den støtte, som scenen har fået.
Statens Kunstfond har nemlig uddelt omkring to millioner kroner til danske metalmusikere, festivaler og medier sidste år.
Læs også: De her kommuner bruger flest og færrest penge på kulturen
I alt er der blevet givet cirka 1,25 millioner kroner i arbejdslegater til musikere fra 17 forskellige bands, knap en halv million kroner til 11 festivaler samt cirka 180.000 kroner til metalmedierne Metalized Magazine og Den Hårde Tone.
Det svarer til cirka ti procent af Musikudvalgets samlede budget på omkring 20 millioner kroner. Det fremgår af en gennemgang fra Devilution, som har set nærmere på årets støttetilsagn fra Statens Kunstfond.
Derudover blev King Diamond i oktober tildelt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse som den første danske metalmusiker nogensinde.
Statens Kunstfonds Musikudvalg består af fem medlemmer, hvoraf to er blevet udpeget direkte af kulturministeren Jakob Engel-Schmidt. Heriblandt er Ole Luk, kendt fra black metal-projektet Afsky, der sidder med i perioden 2024-2027.
Næste ansøgningsfrist til Statens Kunstfonds Musikudvalg er 3. februar 2026.





