Nyhed

Stjernekomponist skal lave musik til den nye Harry Potter-serie

Hans Zimmer skal skabe lydbilledet til den kommende HBO-serie i en spin-off af J.K. Rowlings magiske univers.

Det er ingen hemmelighed, at skal man lave en episk og storslået Hollywood-banger, så er det Hans Zimmer filmproducenter ringer til. Og den kommende Harry Potter-serie er ingen undtagelse. 

Læs også: Hvem bliver den næste store rockstjerne? 2025 har svaret

HBO har nemlig hyret den profilerede tysker og hans komponistkollektiv, Bleeding Fingers, til lydsiden af næste kapitel af Harry Potter-franchisen, der vil udkomme i 2027. Det skriver The Hollywood Reporter.


“Harry Potter-filmenes musikalske arv er et pejlemærke blandt komponister i hele verden, og vi føler os beærede over muligheden for at indgå i så ekstraordinært et team på et projekt i den skala,” fortæller Zimmer.

Zimmer har tidligere skabt soundtrack til film som Løvernes Konge, Christopher Nolans Batman trilogi, Gladiator og Pirates of the Caribbean, bare for at nævne et par stykker.

Det er dog på ingen måde uvant for Harry Potter-universet at have legendariske komponister til at varetage lydsiden. De første tre film var således med musik af John Williams (kendt for Star Wars, Indiana Jones og meget andet).


Det er allerede fastsat, at der vil blive produceret syv sæsoner, altså én sæson per bog.

ANNONCE