Nyhed

Universal Music køber sig ind i indisk filmselskab

Et trecifret millionbeløb sikrer nu pladeselskabet rettighederne til al ny musik fra det indiske filmselskab Excel Entertainment.

Universal Music India har indgået en aftale om at købe en stor del af det Mumbai-baserede produktionsselskab Excel Entertainment. 

Læs også: MTV siger farvel efter næsten 40 år

Aftalen betyder, at Universal får de globale distributionsrettigheder til al ny original musik fra Excels kommende film- og serier. Samtidig bliver der oprettet et dedikeret Excel-musiklabel, der skal distribueres gennem Universal. Sådan lyder det fra mediet Variety.


Excel Entertainment blev grundlagt i 1999 af Ritesh Sidhwani og Farhan Akhtar og står bag nogle af Indiens store filmtitler som “Gully Boy”, “Dil Chahta Hai” og serierne “Mirzapur” og “Made in Heaven”.

I aftalen køber Universal Music Group 30 procent af Excel Entertainment i en handel, der værdisætter selskabet til cirka 267 millioner dollars.

Et musikmarked i vækst
Farhan Akhtar og Ritesh Sidhwani kalder samarbejdet et kreativt vendepunkt.


“Indiens underholdningslandskab vokser med enorm styrke, og tidspunktet er perfekt til at opbygge meningsfulde globale samarbejder,” lyder det i en fælles udtalelse.

Læs også: Trumps navnetilføjelse udløser boykot af Kennedy Center

For Universal Music Group er investeringen et klart signal om Indiens stigende betydning, der i dag er verdens 15.-største musikmarked.


“Denne aftale styrker vores position i et dynamisk og strategisk vigtigt marked,” siger Adam Granite, ansvarlig for Universal Music Group i Afrika, Mellemøsten og Asien, og siger efterfølgende:

"Originale soundtracks er fortsat kernen i Indiens hastigt voksende musikmarked, hvor indiske lyttere viser en stigende interesse for at få adgang til mere musik inden for den genre. Ved at investere i og indgå partnerskab med Excel Entertainment vil UMG få en enestående position til at bidrage helt fra de tidligste faser af Excels fremtidige projekter og gennem hele den kreative proces – til stor fordel for begge parter."

ANNONCE